VIN I BERLIN
Man kan ofte gøre gode vinkøb i Berlin. Især er der rigtig store besparelser på tysk vin og vin fra Østrig. Og er man til naturvin, så er priserne som oftest noget lavere end i Danmark uanset producent og geografisk oprindelse.
Det kan anbefales at researche lidt inden turen går til Berlin for at sikre de gode køb; for selvfølgelig er der også eksempler på vine eller forretninger, hvor der ikke er besparelser at hente.
Fornuftigt grebet an kan rejsen dog næsten blive tjent hjem gennem besparelser på vinkøb (man kan også købe sig fattig i vin og få problemer med dæktrykket ved hjemrejsen, men det er en helt anden sag).
Her er nogle tips til gode vinforretninger. De er alle kendetegnet ved, at producenterne vælges med omhu, og at butikkerne er støvsuget for mainstream masseproducerede standardvarer.
8gb (8greenbottles)
8gb (8greenbottles) er en lille og meget sympatisk vinshop med et ganske stort udvalg af tyske og østrigske naturvine.
Der er to udsalgssteder; det oprindelige i Senefelder Strasse, Prenzlauer Berg (1100 m) og en filial i Kreuzberg. Den har også en fin hjemmeside, hvor man kan orientere sig men sender ikke til Danmark.
Dreiviertel
Dreiviertel (800 m) er en ny butik (fra vinteren 2021) i Oderberger Strasse. Vinudvalget er bredt med både konventionel vin og naturvin. Forretningen har intet web-salg og ingen hjemmeside, men man kan følge den på Instagram og Facebook. Forretningen er til den dyre side, så det er ikke her, man bør foretage de store indkøb. Til gengæld har den Prenzlauer Bergs bedste placering; så nyd et godt glas vin ved de udendørs borde på Oderberger Strasses brede fortov.
Vinoculture
Der er lidt langt derud (9 km.) fra Prenzlauer Berg, men interesserer man sig for naturvin, så butikken turen værd. Udvalget heraf er stort, formentlig Berlins største, og omfatter vine fra mange dele af verden. Også fra Danmark.
Weinladen Schmidt
Weinladen Schmidt (800 m) er en gammel hæderkronet forretning på Kollwitz Strasse med et bredt udvalg af gode vine. Ikke naturvine men ansvarligt producerede vine af god kvalitet. Ikke kun tyske vine; også Østrig, Spanien, Frankrig, Spanien og Portugal er repræsenteret. Der kan nydes vin uden for butikken om sommeren.
Weinhandlung Suff
Endnu en god naturvinsshop beliggende på Oranienstrasse (5 km) og i Markthalle Neun. Begge steder ligger i Kreuzberg og har vine fra Tyskland, Østrig, Italien, Spanien, Frankrig, Slovenien og Ungarn.
Weinberg Weinhandlung
Det er sjovest, når vinshoppen kombineres med en en vinbar, og det gør man his Weinberg Weinhandlung (1500 m). Det er hyggeligt at nyde et glas god Riesling på fortovet en lun forårs- eller sommerdag og besigtige udvalget i shoppen bagefter.
Edel und Faul (600 m), Veteranenstrasse 16, er primært leverandør til den berlinske gastroscene. Der der er tale om et nøje udsøgt sortiment; især af bio- og naturvine. Fra “Mosel til Georgien”, som de udtrykker det. Betjeningen er usædvanlig kompetent og sympatisk; den bedste jeg har mødt i Berlin. Butikken er ikke åben hver dag, så tjek åbningstiderne på hjemmesiden, hvor også udvalg og priser fremgår. Der er vine (fx. fra Envinate), som kan være svære at skaffe i Danmark.
Startseite
Weinerei
Weinerei (600 m) er Nabo til Edel und Faul. En god vinbutik med et stort og bredt udvalg af europæiske og oversøiske vine.
Besøg eventuelt Edel und Faul, Die Weinerei og Forum Weinbar på én gang.
Home
Forum - en vinbar
Meget besøgt café og vinbar, som er næsten-nabo til Edel und Faul og Weinerei. Alle tre samarbejder tæt, ser det ud til, og vinbaren er vist ejet af Die Weinerei.
Et godt sted at hænge ud; ikke mindst om sommeren, hvor det kan være svært at finde et der på hjørnet at Veteranenstrasse og Fehrberlinerstrasse.