Restauranter - især på Prenzlauer Berg
Du kommer ikke til at mangle spisesteder. Alene på Prenzlauer Berg er der i hundredevis, og mange er gode med fornuftige priser. Men nogle er selvfølgelig bedre end andre.
Det kan være lidt farligt at anbefale restauranter; smag og behag er forskellig, og man kan ramme restauranten, hvor den har en dårlig dag. Vi løber alligevel risikoen, for stederne nedenfor har vi testet og er aldrig blevet skuffede. De fleste af stederne er søgningen så stor, at der skal bestilles bord, hvis man vil undgå at gå forgæves.
Der er ét €-tegn ud for de billige og tre ud fra de øvrige, som man så selv må undersøge prisniveauet på – for hvad det opleves som dyrt er en meget individuel ting.
Pappa E Ciccia (20 m). Rigtig god italiensk restaurant få meter fra lejligheden.
Et stamsted for os. Ikke pga. den korte afstand men fordi maden er god og ukompliceret. Reservation absolut nødvendig.
€€€
Standard Pizza (300 m). Pizzaer af de bedste råvarer. Få hundrede meter fra lejligheden. De bedste pizzaer, vi har smagt i Berlin. Reservation absolut nødvendig.
€€€
The Flying Monkey

Man skal ikke lade sig afskrække af det lidt spraglede ydre og indre på Flying Monkey (550 m.), som ligger på hjørnet af Oderberger Strasse og Kastanienallee.
Det er billig og rigtig god asiatisk mad. Prøv fx. deres dumplings.
€
På Otto (500 m) i Oderberger Strasse er maden fremragende. Men restauranten er lille og efterspørgslen stor, så bordreservation er et must.
Gourmetmad og naturvin til betalbare priser.
€€€
https://otto-berlin.net
Cát Tường (600 M). Rigtig god, lille og fornuftigt prissat vietnamesisk restaurant. Vegetar.
Prøv en Buddha Bowl eller en af de andre gode ting på menukortet.
€
På lille Mrs. Robinson (1400 m) i Pappelallee får du særdeles velsmagende og flot anrettet gourmetmad. Et af Prenzlauer Bergs bedste steder. Ikke helt billig. Reservation ofte nødvendig.
https://mrsrobinsons.de/
€€€
Osmans Töchter (1100 m). Aldeles veltillavet og velsmagende tyrkisk mad. Især perfekt hvis man er 4 eller flere gæster, for alt er tapas-agtigt; og hvis man er nogle stykker, kan man komme langt omkring i menukortet. Reservation absolut nødvendig
€€€
Kochu Karu (1000 m) på Eberswalder Strasse. Værterne er et spansk-koreansk ægtepar, som leverer en moderne fusion af spansk og koreansk køkken.
Det lyder måske aparte men er bare godt. Michelin Bib Gourmand. Reservation absolut nødvendig.
€€€
Kink (500 m). Utvivlsomt Prenzlauer Bergs mest trendy restaurant. Ikke kun på grund af indretningen men også fordi der serveres virkelig god og veltillavet moderne mad. Restauranten ligger i et tidligere bryggeri Pfefferberg, hvor der også er andre spændende aktiviteter. Blandt andet har Olafur Eliason værksted her (der er desværre ikke offentlig adgang). Stemningsfuld gårdhave. Et stamsted for os.
€€€
Bandol Sur Mer (1300 m) er en lille og uformel Michelin-restaurant (1 stjerne) beliggende på Torstrasse i Mitte. Her er ikke 40 franske kokke men et lille åbent køkken med et par mand og altid en dygtig sommelier til at hjælpe med vinene.
Fravælg eventuelt kødretten; så er en madmenu med tilhørende vinmenu prismæssigt meget overkommelig af en Michelin-restaurant at være.
€€€
Burger
En gang imellem må man bare have en burger med en god spand fritter. Et godt bud er Burger World (600 m) på Oderberger Strasse. Der er hyggeligt og burgerudvalget er godt. Restauranten er utroligt hyggelig og indrettet af en fantasifuld og legesyg sjæl.
Et andet bud er Berlins nok mest kendte burgersted (2100 m), som ligger ved Falk Platz.
€€€
Cheers Kiez Pizza (250 m) er de facto en takeaway, for der er 3 pladser – stole ikke borde! – indendørs.
Men hvor kan de dog fremtrylle pizzaer i den lillebitte biks.
Vores nabo har dog advaret os mod den veganske ost.
€
Imbiss (400 m) har ligget på Kastannienallee i mange år (al den tid vi er kommet i Berlin og flere til) og nævnes i mange rejseguides. Fuldt fortjent. Det er et mellemøstligt fusionskøkken, hvor pris (den er lav), smag og kvalitet bare er i orden. Vi spiser typisk udendørs frokost her, for inden døre lægges der ikke just op til langvarig aftenhygge, og det kræver en vis smidighed at sno sig på plads ved de meget små borde.
€
Babel (400 m) er ikonisk. Har ligget samme sted på Kastannienallee 33 i rigtig mange år og altid leveret velsmagende libanesisk mad med superfriske råvarer.
Om sommeren er der mange mennesker ved bordene på fortovet foran det lille sted.
€
Bar Normal (500 m) er et nyt og særdeles hipt sted på hjørnet af Kastannienallee og Oderberger Strasse. Det er både en vinbar og et spisested. Vinene er et rigtig godt udvalg af naturvine. Maden er yderst velsmagende og svær at sætte i bås; en anmeldelse betegnede den som en moderne fortolkning af gammeldags værtshusmad. Trods navnet er stedet altså ikke helt normalt. Men rigtig godt er det under alle omstændigheder. Uden bordreservation – så find et andet sted.
€€€
Markthalle Pfefferberg (500 m) ligger i samme nedlagte bryggerokompleks som blandt andet Kink. Der er nogle fødevarebutikker og et par stedet, hvor man kan købe god hurtigmad.
Kig forbi og se hvad der er, for det skifter lidt.
€
Cookies Cream (2700 m) er en vegetarrestaurant med en stjerne hos Michelin. Og det er helt fortjent. Uformel (og lidt larmende) stemning og super mad til for en Michelinrestaurant absolut tålelige priser. Inden man besøger Cookies Cream, er det en fod idé at orientere sig om adgangsvejen, som går gennem en halvskummel baggård mellem Komische Oper og et hotel. Der ringes på døren ved den store udendørs lysekrone.
€€€
En gang imellem kan man føle trang til noget gammeldags mad, fx. en Schnitzel. Når den tilstand opstår, er østrigske Sodazitron (2000 m) et godt bud. Det særlige ved Sodazitron er, at maden godt nok er traditionel men samtidig også typisk har et twist, som gør, at man i virkeligheden hverken kan kalde den rigtig gammeldags eller rigtig moderne. Ret stort sted, hvor der som oftest er til at få et bord.
€€€
Restauranten hedder stadig November (800 m), men den er noget hele andet nu – og noget mere tjekket end det gode tyske sted, som i mange år lå i lokalerne på Husemannstraße i Prenzlauer Berg. Den drives af The Catch Family, en kreativ forretningsgruppe med toprestauranter flere steder i Berlin og Riga. I November tilbydes gæsterne et avanceret og vildt velsmagende japansk-inspireret køkken med masser af fisk og skaldyr men også andre gode ting. Så der er også noget til de fiskeforskrækkede. Rigtig, rigtig godt.
€€€ – €€€€